Tilskud til LDN og tilskud til Naltrexon 50 mg.
Det er svært at få tilskud til LDN, men ikke umuligt. Der er 4 slags tilskud:
- Sygeforsikringen danmark refunderer 25% af prisen, hvis du er i gr. 5, og 50% af prisen, hvis du er i gr.1 og 2. Refusionen vil ikke ske på apoteket men ved sygeforsikringens udbetalinger. Er du i tvivl så log ind på sygeforsikringen danmark og tjek https://www.sygeforsikring.dk
- Enkelttilskud er en særlig bevilling (OBS! GIVES MEGET SJÆLDENT PT), som lægen kan søge ved Lægemiddelstyrelsen. Enkelttilskud betyder, at LDN så vil tælle med på ens CTR-saldo.
I ansøgningen skal lægen beskrive sygdomsforløbet og anføre alle de præparater, der er afprøvet før LDN, beskrive effekt eller mangel på samme samt evt. bivirkninger ved hvert præparat. Er der præparater, som ikke er afprøvet, så det begrundes. Der skal også beskrives hvilket kognitivt forløb patienten har deltaget i. Allerhelst skal der vedhæftes link til dokumentation/forskning, der viser, at LDN kan være effektivt ved netop den lidelse patienten har.
Enkelttilskud har ikke noget at gøre med patientens økonomiske forhold.
Ved bevillig kan man få med tilbagevirkende kraft for de sidste 180 dage, såfremt man har kvitteringen på det tidligere købte LDN.
Nogle læger tager et gebyr for ansøgningen. Gebyret fastsættes af lægen.
- Social tilskud skal søges hos socialforvaltningen i din kommune og bevilges iht. Pensionsloven, lov om aktiv socialpolitik eller lov om social service. Spørg på socialforvaltningen i din kommune hvilke krav der skal opfyldes https://www.borger.dk/arbejde-dagpenge-ferie/dagpenge-kontanthjaelp-og-sygedagpenge/oekonomisk-tilskud-fra-kommunen
- Helbredstillæg kan søges af folkepensionister samt personer på førtidspension på den gamle ordning fra før 2003. Den personlige tillægsprocent samt formue på ansøgningstidspunktet er afgørende for, og der kan bevilliges helbredstillæg. Helbredstillæg dækker op til 85% af egne udgifter til medicin, tandlæge, høreapparat, fysioterapi, fodterapi, psykologhjælp og kiropraktorbehandling, hvis der kan gives tilskud efter sundhedsloven https://www.borger.dk/pension-og-efterloen/Tillaeg-til-folke–og-foertidspension/Helbredstillaeg
Tilskud til 50 mg Naltrexon til opløsning har LDN Foreningen hørt én få. Hvordan vides ikke.
Hvis man er så heldig, at ens læge vil udskrive 50 mg Naltrexon til opløsning, så vær opmærksom på, at lægen skal fjerne markeringen i boxen ”klausuleret tilskud”.
Klausuleret tilskud gives, hvis patienten er omfattet af en fastsat klausul, som omfatter bestemte persongrupper eller bestemte sygdomme, hvilket i Naltrexons tilfælde gælder alkohol- eller stofmisbrug.
Fjernes markeringen ikke, vil man stå anført som misbruger, hvilket ved en ulykke kan betyde, at uanset hvor alvorlig den er, så vil du ikke blive smertelindret med opioider, da det ikke vil fremgå af klausulen, hvilket misbrug der er tale om.
Hvis markeringen i klausuleret tilskud ikke er fjernet, står der ”mod misbrug” på medicinens label. Fjernes markeringen har lægen mulighed for at skrive ”mod sygdom”, ”mod smerter” eller en fri tekst på label.
©LDN Foreningen 2025